I det nuværende samfund præges menneskers kærlighedsliv af tendenser som online dating, singlekultur og en skilsmisserate tæt på 50 %. Dette leder ifølge fremtrædende sociologer som Zygmunt Bauman og Eva Illouz til opløsningstendenser, hvor senmoderne mennesker tilsyneladende søger jegcentreret nydelse og ’frihed’ fra forpligtelser. Men samtidig drømmer de stadig om forelskelse, tosomhed og længerevarende parforhold. I denne artikel undersøger vi – med afsæt i et fem måneders feltarbejde blandt universitetsstuderende i Sydney – en gruppe unge menneskers forestillinger om kærlighed, og hvordan de handler i romantiske relationer. Vi fokuserer analytisk på to hovedtematikker: 1) Forelskelse og spænding, og 2) Udforskende selvidentitetsarbejde og forpligtende relationsarbejde i parforhold. Analysen viser, at unges kærlighedsliv kendetegnes ved en søgen og længsel efter forelskelse samtidig med et undersøgende selvarbejde og et forpligtende engagement i romantiske relationer. Artiklen udfordrer således gængse, sociologiske opløsningsfortællinger, som primært betoner unges egocentriske nydelsesorientering og episodiske involvering i romantiske eller seksuelle relationer.